Folkekirkens Skoletjeneste i Næstved

Vedtægter

Vedtægter for samarbejde mellem menighedsråd, i henhold til Menighedsrådslovens § 43 a om den folkekirkelige skoletjeneste i Næstved Provsti, Roskilde Stift.

Hjemsted, navn og formål

§ 1. Skoletjenestens hjemsted er Næstved Provsti, dvs. omfattende Næstved Kommune.

§ 2. Den folkekirkelige skoletjeneste i Næstved Provsti har til formål at fremme samarbejdet mellem grundskolen og folkekirken i Næstved Provsti.

§ 3. Skoletjenestens navn er KNiPS – Kirkerne i Næstved Provstis Skoletjeneste. KNiPS primære mål er at styrke samarbejdet mellem skolerne og de lokale kirker ved at udvikle og udbyde tværfaglige projektforløb og undervisningsforløb og gennemføre fællesarrangementer for provstiets skoler m.v.

Endvidere kan skoletjenesten virke som idebank for kristendomsfaget i grundskolen, afholde inspirationsdage og generelt agere sparringspartner for skolernes kristendomsundervisere.

Samarbejdet sker på grundlag af og i respekt for Folkeskoleloven og de til enhver til gældende formålsbestemmelser og undervisningsvejledninger for de fag, der samarbejdes med.

Samarbejdets form - Repræsentantskab

§ 4. Repræsentantskabet er skoletjenestens øverste myndighed.

Provstiets menighedsråd vælger inden 1. marts i året efter, at der er afholdt menighedsrådsvalg, medlemmer til repræsentantskabet.

Hvert menighedsråd vælger to medlemmer – et valgt medlem og en præst.

I flersognspastorater med kun en præst kan de menighedsråd, hvor der ikke kan vælges præst, vælge to valgte medlemmer.

For hvert medlem af repræsentantskabet vælges en stedfortræder, der deltager i repræsentantskabets møder ved forfald.

Valgene gælder for menighedsrådenes valgperiode.

Provsterne for Næstved Provsti er fødte medlemmer af repræsentantskabet.

Bestyrelsen

§5. KNiPS ledelse varetages af en bestyrelse

Stk.2. Bestyrelsens medlemmer: Præster og valgte menighedsrådsmedlemmer, udpeges af repræsentantskabet, for en periode af 4 år.

Bestyrelsen består af begge provster, en repræsentant fra provstiudvalget, to præster og tre valgte medlemmer fra menighedsrådene. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand og kasserer.

Bestyrelsen kan supplere sig med op til to medlemmer med særlige kompetencer. Disse er fuldgyldige medlemmer af bestyrelsen.

Stk. 3. Udtræder et medlem af bestyrelsen i utide, udpeger provstiudvalget et nyt medlem, hvis valg er gældende for den resterende valgperiode.

Bestyrelsens opgave

§ 6. KNiPS bestyrelse ansætter en eller flere medarbejdere på folkeskoleniveau til at varetage det daglige arbejde sammen med den teologiske medarbejder.

Stk. 2. Bestyrelsen har det fulde ansvar for ledelsen af skoletjenesten, herunder

  • Ansættelse af skoletjenestens pædagogiske konsulent
  • At udfærdige konsulentens arbejdsbeskrivelse
  • At komme med ideer og inspiration
  • At sikre faglig, aldersmæssig og geografisk bredde i skoletjenestens projekter og tilbud
  • At sikre udvikling og sammenhæng udtrykt i en overordnet visions- og handleplan
  • At være ansvarlig for økonomien

Stk. 3. Bestyrelsen holder møde efter behov, dog mindst 4 gange årligt.

Stk. 4. Bestyrelsens formand orienterer menighedsrådene ved det årlige budgetsamråd.

Stk. 5. Bestyrelsens fastsætter selv sin forretningsorden. Der føres protokol over bestyrelsens beslutninger. Møder indkaldes af formanden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved simpelt flertal. Møderne indkaldes med mindst 8 dages varsel.

Stk. 6. KNiPS konsulenter deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret.

Stk. 7. Bestyrelsen søger optagelse i Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester.

Budget, regnskab og revision

§ 7. Menighedsrådene i provstiet har i henhold til Lovbekendtgørelse 584 om menighedsråd § 43a besluttet, at driftsudgifterne for KNiPS administrativt afholdes af provstiudvalgskassen, PUK.

Stk. 2. Provstiudvalget godkender bestyrelsens budgetforslag på grundlag af den udmeldte budgetramme. KNiPS budget for det kommende år tilgår provstiudvalget inden 1. juni.

§ 8. KNiPS regnskabsår er kalenderåret.

§ 9. Årsregnskabet indgår i PUK-regnskabet og revideres af revisoren for Næstved Provsti, og godkendes af provstiudvalget for Næstved Provsti.

Konsulenter

§ 10. Konsulenterne består af mindst en teologisk medarbejder og en pædagogisk medarbejder.

Stk. 2. Den teologiske medarbejder er tillige sognepræst i provstiet. Den/de pædagogiske medarbejder(e) finansieres af provstiudvalgskassen, PUK.

Stk. 3. Konsulenterne ansættes under hensyntagen til de til enhver tid gældende regler for optagelse i ”Landsnetværket for de folkekirkelige skoletjenester”.

Stk. 4. Provstiet er ansættende myndighed.

Stk. 5. Arbejdsopgaverne fastlægges af bestyrelsen i en arbejdsbeskrivelse.

Stk. 6. Såfremt der er ansat flere konsulenter, fordeles den daglige kontakt udadtil mellem dem.

Stk. 5. Materialer udarbejdet af konsulenterne tilhører KNiPS.

Vedtægtsændringer

§ 11. Ændring af vedtægten besluttes i repræsentantskabet ved almindeligt flertal. Ændring i vedtægten skal godkendes af Ministeriet for Ligestilling og Kirke.

§ 12. Beslutning om samarbejdets ophør kan ske med et års varsel, såfremt der ved budgetsamrådet træffes beslutning herom. Denne beslutning kan træffes ved et kvalificeret flertal på 2/3, hvor det enkelte menighedsråds stemme i budgetsamrådet vægtes i forhold til antal valgte medlemmer i det enkelte menighedsråd.

Tvister

§ 13. Enhver tvist om nærværende vedtægts forståelse eller fortolkning foretages af provstiudvalget. Såfremt enighed ikke opnås afgøres tvisten af biskoppen over Roskilde Stift. Biskoppens afgørelse kan ankes til Ministeriet for Ligestilling og Kirke.

Ikrafttræden

§ 14. Denne vedtægt træder i kraft efter godkendelse af provstiudvalget samt ministeriets godkendelse.

§ 15. Vedtægten er offentlig tilgængelig på provstiets hjemmeside under KNiPS og på ministeriets hjemmeside.

Underskrift

På vegne af Næstved Provstiudvalg

Provst Vagn Birk Jensen og provst Connie B. Beier

Glumsø, den 12. december 2012.

Folkekirkens Skoletjeneste i Næstved | Parkvej 101 | 4700 Næstved